Det 100 kilometer lange mountainbikeløb, Highland Mountainbike Challenge, strækker sig fra Silkeborg til Aarhus. Mountainbikeløbet løber af stablen på søndag og arrangørerne fra Aarhus Motion vælger Silkeborg som startområde, fordi det blandt mange betragtes som et af Danmarks bedste mountainbikeområder.

Uanede mængder singletrack, utallige højdemeter og en uvurderlig smuk natur er hovedårsagerne til, at samtlige 900 deltagere på det udsolgte Highland Mountainbike Challenge skydes afsted fra Silkeborg på søndag. Søhøjlandet omkring Silkeborg består netop af noget af Danmarks bedste mountainbiketerræn, der sætter selv de mest garvede ryttere på prøve. Sådan lyder det fra Frederik Just, eventkoordinator ved Aarhus Motion og løbsarrangør på Highland Mountainbike Challenge:
”Vi har helt klart gjort os overvejelser om, at det giver mening med startområde i Silkeborg. Rytterne får fra start uanede muligheder for at køre i noget af det bedste terræn. Jeg tror, at mange mountainbikeryttere betragter Silkeborg som landets mountainbike-mekka. Og alle der følger med i sporbyggeri ved også, at der er stærke sporbyggerkræfter i Silkeborg, hvor de har skabt en fantastisk mountainbikekultur. Det gør det derfor også attraktivt for os at lægge et løb som Highland Mountainbike Challenge i Silkeborg,” fortæller Frederik Just.

Startområdet i Silkeborg, hvor deltagerne sidste år stod klar til start.

Klar med nye udfordringer på nye spor
De 900 deltagere, der stiller til start på søndag kører direkte ind i Nordskovens singletrack. Arrangørerne forsøger i år at sende rytterne afsted i startgrupper sådan, at man de fleste steder undgår at holde i kø på de smalle singletrack passager. Frederik Just og arrangørerne bag har netop de tidligere år haft udfordringer med, at for mange ryttere har været samlet ét sted og de krydser nu fingre for, at koden er knækket:
”Vi har sørget for at dele rytterne op i startgrupper, så færre ryttere sendes afsted ad gangen. Rytterne rammer jo med det samme en masse fed singletrack og for, at man får mest fornøjelse af sporene, har vi også sørget for at tilføje passager med brede grusstier sådan, at dem der vil overhale, nemmere kan gøre det,” udtaler Frederik Just.

Det er på de første 54 kilometer, at rytterne får den hårdeste oplevelse på ruten. Arrangørerne har sørget for en masse singletrack i Nordskoven og det nybyggede spor i Vesterskov. Når det er overstået, får rytterne onde stigninger at mærke i Østerskov og Sønderskov, for ikke at nævne de sidste 46 kilometer, hvor rytterne også får rigeligt at se til på vej mod Ry, videre mod Jeksen, derefter Brabrandstien, hvor de til sidst rammer Godsbanen i Aarhus.

Highland Mountainbike Challenge har været udsolgt siden januar. Mountainbikeløbet skydes i gang på søndag kl. 10.

Ved målområdet på Godsbanen i Aarhus, hvor deltagerne kan nyde noget kold at drikke og noget godt mad.